Uddrag af Thomas Alsgaards - Bedst på Ski
Jeg har forsøgt så godt så mulig at oversætte direkte efter bogen. Det virker banalt for de fleste...eller gør det? Reflektere en gang over det, han har noget at have det i.
Ærlighed
Et af principperne jeg lærte af min far, var vigtigheden af ærlighed – ikke nødvendigvis det at være ærlig mod alle rundt om dig. Men han lærte mig vigtigheden af at være ærlig overfor mig selv min træning. Aldrig glatte over og lade som om situationen er bedre end den egentlig er, eller lede efter undskyldninger når tingene ikke fungere helt som jeg ville. Men at turde stikke fingeren i jorden og sige til mig selv at det jeg har opnåede i min træning eller mit resultat ikke var godt nok. Jeg var nød til at tage fat om det der ikke kørte og skabe forandringer. Og det var mit eget ansvar!
Denne ærlighed handler ikke om at være negativ, men snarere mere om at være kreativ i det at finde nye og bedre måder at løse opgaverne på. For ting bliver aldrig perfekte. Heldigvis. Men af og til var der ting der gik godt, og da var det vigtigt at være ærlig om det.
Da jeg gik over målstregen og havde vundet OL-guld, var jeg selvfølgelig glad. Det var en fantastisk oplevelse at vide, i dag er jeg den bedste i verden! Og tænke at – Yesss, dette er en fantastisk dag, og dette skal fejres. Men først var der et par småting jeg måtte se nærmere på. Det var vigtigt for mig at turde evaluere og tag fat i de små detaljer, som ikke havde været gode nok. Få dem frem i lyset, så jeg kunne begynde at forbedre dem, sådan at jeg kunne løbe endnu hurtigere næste gang.
Det er fint at rose hinanden, men af og til har vi en tendens til at lulle hinanden i søvn. Det har jeg oplevet mange gange. Hvis jeg havde løbet en dårlig konkurrence og intet havde fungeret, kom der ofte mennesker hen til mig og sagde ”Jo da Thomas, det var godt det du lavede. Det er ikke så skidt som du tror.” Og så hjalp de mig med at finde undskyldninger om hvorfor det gik som det gjorde. Og til sidst begyndte jeg at tro at de havde ret, og hvis jeg holdt ved, så ville det hele løse sig. Men det gjorde det ikke, så det var ikke ubrugelige ”ryg klap” jeg havde brug for af mine omgivelser. Jeg ville have hjælp til at finde fejlene, således jeg hurtigt kunne vende tilbage på rette spor, hvor jeg præsterede mit bedste. Derfor blev det vigtigt for mig have nogen mennesker omkring mig som jeg vidste var ærlige, og som jeg kunne stole 100% på.
Den klassiske vinderkultur handler om at se lyspunkterne og altid tænke positivt. Og det fungerer for mange. Men jeg tænker at en god præstationskultur bør indebære en større grad af ærlighed – både fagligt og socialt. Mine landsholdskammerater og trænere har ofte signaleret og givet udtryk for at ting jeg sagde og gjorde, var rigtige. Men da jeg senere sad på værelset forstod jeg hvilken idiot jeg havde været opført mig som. Og selvfølgelig blev jeg skuffet over mig selv, men også over dem omkring mig. Hvorfor var der ingen der sagde fra? Jeg syntes det er rart at få ærlige tilbagemeldinger når jeg havde gjort noget godt. Men det var også rart hvis nogen tog fat i mig når jeg sagde eller gjorde ting der ikke var helt så godt. Det gav større respekt og mulighed for udvikling for alle på holdet!
Evaluering
Det andet princip jeg lærte, var vigtigheden af evaluering. Det var en kontinuerlig proces hele dagen, hver evig eneste dag. Hver eneste træningspas blev brugt til at mærke efter hvordan kroppen fungerede, og eventuelt hvad der manglede. Absolut alt hvad jeg har gjort af træning, forberedelser og konkurrencer har jeg noteret. På denne måde sørgede jeg for altid at have kontrol med hvad jeg havde gjort, for at blot ved dette kunne jeg lave en god træningsplan for hvordan jeg skulle arbejde videre i træningen. Og det VAR vigtigt, for mange gange havde jeg lavet et falsk billede inde i hovedet. Hvis jeg gik rundt og var i dårlig form og ikke kunne forstå hvorfor, lå svaret ofte i træningsdagbogen. Og modsat. Mange gange var jeg i super form uden at vide hvorfor. Jeg havde jo bare trænet som vanligt. Men ved at bladre igennem den sidste måned kunne jeg finde små nuancer som nøglen. Og derved lærte jeg stadigt nye ting i forhold til mig træning og mig selv.
I træningsdagbogen noterede jeg ned alt hvad jeg gjorde, aktiviteter, længden, på hver aktivitet, træningsform, intensitet, hvor jeg trænede osv. Med kommentarer – Og det var helt sikkert den vigtigste del. Jeg skrev ned hvordan kroppen fungerede og generelle ting omkring træningspasset. Min træningsdagbog var personlig, ikke at den var hemmelig, men efterhånden udviklede jeg mit eget sprog og koder som kun jeg forestod. I en kort linie om aktivitet, tid, sted og hvordan kroppen fungerede, kunne jeg hurtigt og enkelt hente en masse ny information. Og igennem enkle koder kunne jeg også læse hensigten med træningen. Og heri ligger læringen! For hvad jeg havde lavet af træning, var i sig selv uinteressant. Nye erfaringer fik jeg først når jeg satte hensigten med træningen op imod resultatet. Derfor blev ”hvorfor” et meget vigtigere spørgsmål at stille end ”hvad” når det gjaldt min personlige udvikling.
Jeg lærte også tidligt at evaluere alt udstyr jeg brugte – som ski, sko, stave og bindinger. Dermed vidste jeg altid at jeg havde det jeg måtte have for at kunne præstere optimalt. Nu har jeg brugt Madshus-ski igennem hele karrieren, og jeg har været ganske stabil i ”udstyrsvejen” generelt. Men selv om jeg har haft kontrakt med Madshus og andre leverandører, har jeg altid testet alle andre mærker på markedet. Så hvis jeg der var kommet nogen andre udstyrsproducenter, som jeg følte var bedre, havde jeg måttet bytte.
Tålmodighed
Det tredje princip jeg lærte af min far, var vigtigheden af tålmodighed. Jeg lærte at arbejde langsigtet med mange års perspektiv – som f. eks at det ikke var som 14-årige det var vigtigst for mig at være bedst. Da var det vigtigste at bygge et grundlag, en base. Så kunne jeg lægge sten for sten. Og hvis jeg holdt ved ville jeg måske nå mine mål 10-15 år senere. Der findes ingen genvej. Jeg lærte at være tålmodig på kortere sigt – som det at turde tage fri. Dermed kunne jeg tage fri 3-4 dage og endda 5 hvis jeg følte det var det jeg havde brug for – selvom alle konkurrenterne trænede og udviklede sig i de dage. Og jeg lærte at blive så tålmodig i ekstreme tilfælde at jeg turde træde 2 skridt tilbage hvis jeg mødte problemer jeg vurderede ville tage frygtelig lang tid og koste megen energi og ressourcer at løse. For at komme videre så hurtig så muligt, kunne jeg derfor sætte mig ned og finde en ny vej rundt om problemet.
Vældig ofte hører jeg folk sige at stædighed er en god egenskab. Bare man aldrig giver op, vil man til sidst lykkes. Det er muligt, men jeg har også erfaringer med det modsatte. Ofte ser jeg udøvere der træner og slider med de samme detaljer år efter år, uden at komme særligt videre. Da tænker jeg: Hvorfor kan denne udøver ikke bare sige til sig selv, at dette klarer jeg faktisk ikke at løse, og så heller sætte sig ned og finde en anden vej rundt om problemet – for at komme videre så hurtig så muligt. For som udøver skal man bare én vej – altid videre. Af og til tror jeg stædighed kan være til hinder for en egen udvikling. Og i ekstreme tilfælde tror jeg det gælder om at være modig nok til at turde give op hvis man skal komme videre.
Denne tankegang har ført til nogle valg som kan synes mærkelige. Et par gange afsluttede jeg sæsonen meget tidligt fordi kroppen ikke havde fungeret i længere tid. I stedet for at fortsætte og prøve at komme i form ville jeg hellere tage en pause – og så begynde træningen for næste sæson, for at være på forskud. Jeg har flere gange gået helt tilbage til basic, også midt i sæsonen, når tingene ikke kørte som de skulle. Som før VM i 2003, da jeg tidlig i januar kastede alle planer ud og begyndte med grundtræning igen. På grund af skader og sygdom havde jeg mistet meget af træningen om sommeren og i efteråret, og formen var ikke god nok. Derfor valgte jeg at gå 2 skridt tilbage, nedprioritere alle konkurrencer, men træne mængde og styrke, for at så at lykkes i det der virkelig gjaldt – VM i Val di Fiemme!
Trivsel
Det sidste, men mindst ligeså vigtigt, princippet jeg lærte af min far, var vigtigheden af trivsel. Jeg lærte at bringe elementer ind i træningen som gjorde det spændende og interessant. Langrend i Norge har en god træningskultur, og det er en hård idræt fordi man presser kroppen hårdt over lang tid.
Og skal man blive den bedste i verden, skal der meget slid til!
Alligevel vil jeg påstå at 95 % af mine træningsdage har været sjove. Det har været dejligt at træne og være ude i den friske luft. Det er bare 5 % af dagene jeg har været umotiveret eller så slidt at det ikke var skægt, men jeg gennemførte bare fordi jeg vidste det var nødvendigt for at nå mit mål.
Jeg har ofte fået spørgsmålet om hvordan orkede at leve et sådant A4-liv? Og det fra folk som sad i kø hver dag ind til det samme kontor, for at sidde i kø hjem igen om eftermiddagen. Og hver fredag sad de i kø på vej op til deres hytte og hver søndag sad de i kø på vej hjem fra hytten. Det jeg husker når jeg tænker tilbage på alle træningspassene, er sommermorgenen med morgenmad på trappen, mens solen står op. Jeg skal ud og løbe en tur i skoven som den vågner til liv, og har mulighed for at møde sjældne fugle og vilde dyr. Eller skituren i en skov der bugner af nysne. Eller aftenturen, når hovedlygten blev slukket og måneskinnet viser vej. Eller friheden. Til at ændre og gøre det jeg ønsker hele tiden. Er det et A4-liv?
Det har altid været vigtigt for mig at tilrettelægge forholdene sådan at det var spændende og udfordrende. Derfor handlede det for mig om hele tiden at skabe variation. I træningsmængden vekslede jeg imellem hårde og lette uger. Og i aktiviteterne skiftede jeg hele tiden imellem de forskellige træningsformer og sørgede for at lægge alternativ træning ind. Og jeg prøvede at skifte træningssteder og kammerater hele tiden. Alt for at det ikke skulle blive monotont og kedeligt. Trivsel handler også om at turde tage fri og koble af, og gøre helt andre ting med andre mennesker udenfor langrends og idrætsmiljøet. Det har hjulpet mig til at kunne have et mere distanceret forhold til resultaterne. Da bliver jeg også mindre sårbar i modgang end hvis langrenden skulle være alt opslugende 24 timer i døgnet.
Thomas Alsgaard om Trænerrollen
Grundpillerne ærlighed, evaluering, tålmodighed og trivsel har været grundstenene i alt hvad jeg har gjort og i valgene jeg har taget som skiløber. Samtidig er disse værdier helt grundlæggende for alt hvad jeg gør i dag.
Det at indse sin egen rolle på en ærlig måde er vanskelig. Og særligt måtte jeg passe på, da jeg tog til Sverige og blev træner for det svenske landshold i langrend. For jeg havde alene 3 gange så mange guldmedaljer som hele landsholdet tilsammen. Det var fristende at storme ind på et hold som ikke havde præsteret i 15 år, og bare sige ”Hør her gutter, nu skal vi gøre det på min måde, for det kan kun blive godt!”. Men det tror jeg ikke ville have hjulpet. Det ville nok nærmere have skabt endnu mere usikkerhed og frustration. Det var derfor vigtigt for mig at prøve at bruge god tid og finde ud af hvilke kvaliteter holdet i forvejen havde. Så jeg bedre supplere med mine egne erfaringer, og det bedste fra den norske organisation. Jeg prøvede hele tiden at bevidst om dette, også når det gjaldt det tekniske arbejde, hvor løste ting på en anden måde end jeg gjorde. Jeg tog mig selv i stadigt at fortælle at ting var rigtige eller forkerte, for det var det de ville høre. Facit. Men den havde jeg jo egentlig ikke. Jeg vidste bare hvad der havde fungeret godt for mig. Derfor prøvede jeg hellere at holde lidt igen og i stedet motivere dem til at tage ansvar selv og afprøve deres egne idéer. Så kunne jeg observere og træde til, hvis jeg kunne se at det gik helt galt eller de havde brug for hjælp til selv at finde videre. Men det var vanskeligt. Nogen gange blev jeg for fast og styrende andre gange for passiv. Det kræver erfaring at finde den rette balance for hver enkelt udøver.